Der er ingen adgangskrav for at starte på FGU. Der er løbende optag. Det vil sige, at du kan begynde, når du er klar. Din studiestart aftales med din UU-vejleder og vejlederen på den skole, du optages på.
Hvis du, dine forældre eller kommunen er i tvivl om, hvorvidt FGU er noget for dig, så kan du starte på et 2-ugers afsøgningsforløb på FGU skolen, hvor du kan få en fornemmelse af, hvad det går ud på, hvordan dagligdagen fungerer på skolen, få erfaring med forskellige fagområder og få vurderet dit niveau i dansk og matematik. Så kan skolen også få et bedre indtryk af, om FGU er noget for dig.
Du behøver ikke at være målgruppevurderet for at starte på afsøgningsforløbet, den kan nemlig også indgå som en forberedende del af vurderingen. Efter et afsøgningsforløb kan det så endelig bestemmes, om FGU er noget for dig. Hvis det lyder som noget for dig, skal du kontakte din UU-vejleder.
Når du er vurderet i målgruppen for FGU, skal du lave en uddannelsesplan sammen med en vejleder fra kommunen. I skal sammen finde ud af, hvad målet for din FGU skal være i forhold til at kunne fortsætte på en erhvervsuddannelse, gymnasial uddannelse eller job efter FGU. Du skal vælge, hvilket spor du vil på, hvad du kunne tænke dig af praktikmuligheder, og hvor længe du regner med, at dit FGU-forløb skal vare. Du kan nemlig begynde og slutte på det niveau, der passer lige til dig.
I din uddannelsesplan skal der også stå, om skolen skal hjælpe dig med nogle udfordringer og vanskeligheder, og hvad du tidligere har fået af hjælp. Det kan fx være, hvis du er ordblind. Når du laver en omhyggelig uddannelsesplan, så har FGU skolen det bedste udgangspunkt for at lave en god uddannelse for dig.
FGU-skolen skal foretage en vurdering af dit dansk- og matematikniveau ved start, så derfor bliver alle elever screenet i de 2 fag. Skolen tager udgangspunkt i din uddannelsesplan og lave en forløbsplan sammen med dig, hvor I beskriver, hvad du skal træne, hvilken hjælp du har brug for, og hvilke mål I sammen skal nå for dine personlige, faglige og sociale kompetencer.