
På Handel og Service er der fokus på praksisnær læring, hvor eleverne i høj grad lærer gennem arbejde fremfor traditionel klasseundervisning. Hverdagen er derfor bygget op omkring konkrete opgaver og erfaringer fra virkelige arbejdssituationer med mindre fokus på boglig undervisning.
En central del af forløbet er praktik i butik, hvor eleverne som udgangspunkt er ude minimum 3 dage om ugen. Her får de mulighed for at arbejde med kundeservice, vareopfyldning, butiksindretning og samarbejde med kollegaer – alt sammen vigtige kompetencer inden for handelsbranchen.
Eleverne starter typisk i et samarbejde med føtex, hvor de lærer de grundlæggende principper inden for handel. Dette giver et solidt fundament og indsigt i, hvordan en større detailvirksomhed fungerer i praksis. Efter gennemført grundforløb modtager eleverne et FGU-certifikat som bevis på deres grundoplæring i handel.
Herefter er der mulighed for at komme videre i praktik i andre butikker, afhængigt af elevens interesser og udvikling. Det kan eksempelvis være steder som Harald Nyborg, men der arbejdes altid ud fra den enkelte elevs ønsker og mål. Forløbet er meget individuelt tilrettelagt. Vi lægger stor vægt på at tage udgangspunkt i den enkelte elevs motivation, kompetencer og fremtidsdrømme. Sammen med eleven arbejder vi målrettet på at finde den rette vej videre – hvad enten det er job, læreplads eller videre uddannelse.
Derudover arbejder eleverne også med personlige og sociale kompetencer såsom mødestabilitet, ansvarlighed og samarbejde, som er afgørende for at kunne begå sig på en arbejdsplads.
Fagprøven er en portfolioprøve.
-
