FGU

Det vidste du ikke om din lærer – TRINE KOUSTRUP

Trine Koustrup, almenlærer i matematik på FGU Syd- og Midtfyn i Svendborg.

Når jeg virkelig slapper af, er jeg sammen med familien

57-årige Trine Koustrup er uddannet folkeskolelærer. Hun har arbejdet på FGU Syd- og Midtfyn siden november 2019. Før det var hun 25 år på Oure Efterskole, hvor hun underviste i matematik. Hun arbejder på FGU Syd- og Midtfyn, fordi hun nyder det tætte relationsarbejde med eleverne og det at arbejde med matematik på en praksisorienteret måde, hvor matematikken tager udgangspunkt i elevernes værksted. Samtidig synes hun, det er enormt spændende at få lov til at præge en helt ny uddannelse som FGU.

Jeg slapper allermest af, når jeg er i gang med noget, jeg holder af. Jeg har tre store børn, hvor den yngste på 19 år bor hjemme, og de to ældste på 29 og 31 år bor i København. Men vi har et stærkt familiebånd, og heldigvis nyder de stadig at komme hjem, og jeg slapper virkelig af, når hele familien er samlet her. Så hygger vi, snakker, laver god mad, spiller spil – slapper af.
Jeg slapper også af ved at være i haven, gå en tur med min hund, være sammen med venner og om sommeren med en god bog udenfor.

Man vil aldrig møde mig i en faldskærms klub

Alt over fire meter bryder jeg mig ikke om, så faldskærmsudspring, bungeejumping og lignende er bare ikke noget for mig. Jeg bryder mig heller ikke om at flyve, men det tvinger jeg mig selv til, så min angst for højder ikke hindrer mig i at rejse ud og se verden.
Men ligegyldigt hvor mange penge jeg fik tilbudt, og hvor økonomisk trængt jeg var – så ville jeg aldrig turde hoppe ud med faldskærm.

Hvis jeg skulle donere 100.000 kroner til et formål, skulle det være til Scleroseforeningen

I mange år har samfundet doneret og samlet rigtig mange penge ind til Kræftens Bekæmpelse – både ved landsindsamlinger og store tv-shows, hvorimod andre sygdomme er lidt glemt.
Så jeg kunne godt tænke mig et lidt større fokus og mere opmærksomhed på andre alvorlige sygdomme som for eksempel sklerose, muskelsvind og demens. Sygdomme som rigtig mange mennesker også får. Derfor ville jeg give pengene til Scleroseforeningen.

Hvis jeg skulle flytte til et andet land, skulle det være spanien

Som ung kom jeg rigtig meget i Spanien, fordi min far havde et hus i Sydspanien, og nu er vi begyndt at tage derned igen. Både klimaet og mentaliteten dernede passer bare godt til mig. Jeg elsker sol og varme, og de tager tingene lidt mere stille og roligt, så jeg siger tit, at storken er fløjet for langt nordpå med mig. Og jeg har tabt mit hjerte fuldstændigt til den lille by Nerja 70 kilometer øst for Malaga.

Mit største idol som ung var Shit og Chanel

Shit og Chanel med blandt andet Anne Linnet og Lis Sørensen var mine store idoler. De var bare nogle mega seje kvinder og musikere, der var helt fremme i skoene. Jeg var vild med musikken, det at de var et kvindeband, og så rørte deres sange mig meget.
Når man som jeg er født i 1962, kan man heller ikke komme uden om The Beatles. Enten var man vild med Beatles eller Rolling Stones, og der var jeg klart til Beatles

Leave a comment