FGU

Det vidste du ikke om din lærer – Roland Vogt

Roland Vogt, faglærer på mediegrafisk linje på FGU Syd- og Midtfyn i Svendborg.

Når jeg virkelig slapper af, træner jeg judo.

Når man som jeg arbejder med unge, bør og skal man tage stilling til de unges faglige og personlige ve og vel, og derfor har man brug for at slappe af, og det gør jeg bedst med judo.
Jeg træner selv judo to gange om ugen, er træner to gange om ugen for både U10, U15 og voksne, og både min egen træning og træning af andre får mig til at slappe af.
Jeg er samtidig formand for Svendborg Judoklub og træner på det færøske judolandshold, hvor jeg har en udviklingstjans på det generelle niveau.

Man vil aldrig møde mig på et fodboldstadion.

Jeg interesserer mig ikke for fodbold som fan, jeg interesserer mig ikke for sporten. Og jeg synes, der er en dårlig signalværdi i, hvordan fodboldidoler tit viser, at de slet ikke har forstået, at rollen som idol forpligter. Eksempelvis ser man ofte en fodboldspiller ligge på jorden og skabe sig som et barn, der har tabt et stykke legetøj i en sandkasse.
Den kultur er så langt fra mit syn på, hvad et forbillede er. Derfor vil du aldrig nogensinde møde mig på et fodboldstadion.

Lærer - Roland

43-årige Roland Vogt er uddannet mediegrafiker.
Han har arbejdet på FGU Syd- og Midtfyn siden uddannelsens start i august 2019. Før det var han seks år på Produktionsskolen i Svendborg. Længere tilbage har han blandt andet undervist i IT på AOF, arbejdet på trykkeri og på AMU Fyn.
Han arbejder på FGU Syd- og Midtfyn, fordi han rigtig godt kan lide at arbejde med sit grafiske fag i sammenhæng med relationsarbejde.

Hvis jeg skulle donere 100.000 kroner til et formål, skulle det være til Svendborgs foreningsliv

I foreningernes arbejde med de unge fylder de unges personlige og sociale kompetencer mere og mere. Samtidig er mange foreninger presset på frivilligheden, fordi færre ønsker at arbejde frivilligt. Så jeg ville give pengene til foreningslivet – til brug for både belønninger og initiativer.
Jeg er meget optaget af at få unge mennesker til at blive den bedste udgave af sig selv, og foreningerne kan møde de unge i en ramme, som passer til dem. I en forening kan man – ligesom på FGU – være lige præcis, den man er. Og det arbejde vil jeg meget gerne understøtte.

Hvis jeg skulle flytte til et andet land, skulle det være Færøerne eller Japan

Færøerne på grund af den smukke natur og nærheden. Hele Færøerne er ét nærmiljø, hvor alle kender hinanden og tager sig af hinanden.
På Færøerne er tempoet skruet lidt mere ned, så der er tid til at se, om alle er med, og om alle har det godt. Der er tid til at passe på hinanden.
Mit andet valg ville være Japan, fordi i Japan er en af de allervigtigste værdier, at man skal gøre livet nemmere for andre mennesker; stille sig ordentligt i en kø, lade andre komme foran – vige frem for at bruge albuer.
Det tiltaler mig, for jeg kan godt lide at give plads til, at andre kan være gode.

Mit største idol som ung var ikke nogen

Jeg er nødt til at indrømme, at jeg aldrig har dyrket idoler. Jeg har haft periodiske forbilleder i mit foreningsliv, nogle der har inspireret mig, og nogle hvor jeg har tænkt: Jeg vil gerne være ligesom ham. Men det har været almindelige mennesker i en judoklub – ikke idoler.