
Det vidste du ikke om din lærer – Lone Høgh Jensen
Lone Høgh Jensen, vejleder på FGU Syd- og Midtfyn i Svendborg.
Når jeg virkelig slapper af, er jeg ude i naturen

56-årige Lone Høgh Jensen er uddannet skibskok. Hun har arbejdet på FGU Syd- og Midtfyn siden uddannelsens start i august 2019. Før det var hun 12 år på Produktionsskolen i Svendborg – først som faglærer på Levnedsmiddel og siden som vejleder. Længere tilbage har hun blandt andet været køkkenleder på en døgninstitution, daglig leder på en social cafe og arbejdet som hovmester. Hun arbejder på FGU Syd- og Midtfyn, fordi hun brænder for unge med lidt knuder i livet. Hun arbejder ud fra et grundsyn i livet om, at alle gør det bedste de kan – og hun nyder at hjælpe unge mennesker med at finde deres styrker, ressourcer og gøre dem klar til uddannelse eller job.
For mig skaber natur ro og afkobling, så når jeg virkelig slapper af, er jeg ude i naturen. I haven, i skoven, ved stranden. På en cykel, til fods, i toppen af nogle træer i en svævebane, balancerende på en træstub, eller siddende og filosofere, mens jeg kigger op i et træ.
Om jeg går 12-15 kilometer eller sidder og kigger op i et træ – det giver den samme form for afslapning, og jeg gør det både alene og sammen med andre. Jeg trives lige meget ved at gå, løbe eller cykle alene – som ved at knevre med en veninde hele vejen på en 10 kilometer vandretur.
Man vil aldrig møde mig i et cirkus
Alle de steder, hvor vilde dyr er dresserede til at være sammen med mennesker – med publikum, der sætter jeg ikke mine ben. Så du vil aldrig møde mig i et cirkus, i en delfinpool, på en elefantryg eller ved sådan et ”klap en tiger” ude i Østen.
Alle de steder glemmer man, at vilde dyr er vilde dyr, og der er en disrespekt over for dyrene, hvor dyrene ikke får ret til at leve deres normale liv.
Men man skal værne om dyr, ligesom vi mennesker værner om os selv, og derfor har mine børn heller aldrig oplevet andet cirkus end Søren Østergaards Zirkus Nemo.
Hvis jeg skulle donere 100.000 kroner til et formål, skulle det være til noget med dyr
Vi mennesker er blevet så dygtige til at forbruge. De sidste 50 år har vi overforbrugt, og det skal der gøres noget ved. Overforbruget har drevet rovdrift på mange dyrs naturlige habitater, og derfor ville jeg donere pengene til noget med natur og dermed dyr: Til Dyrenes beskyttelse, Verdensnaturfonden eller noget med beskyttelse af havene eller regnskoven.
Hvis jeg skulle flytte til et andet land, skulle det være ingen steder
Jeg holder af Danmark, jeg holder rigtig meget af Sydfyn, og jeg holder af de skiftende årstider. Jeg holder af den danske velfærd, af menneskesynet, humoren, vores sindelag, demokrati og vores frihed til at træffe de rigtige valg, så det er en utopisk tanke, at jeg skulle flytte til et andet land.
Vi bor i et af verdens smørhuller, og i min optik kan intet andet land leve op til alt det, vi har her, så jeg flytter ingen steder.
Mit største idol som ung var Meat Loaf
Jeg har aldrig haft idoler, som jeg virkelig forgudede, men musikere og bands som ZZ Top, Dire Straits og Meat Loaf var mine idoler som ung. Jeg hørte musikken hele tiden og havde plakater på væggene, og Meat Loaf var allerstørst. Han var en dygtig musiker, hans musik havde dejlige rytmer og gode tekster. Samtidig var han lidt rebelsk.
Jeg hører stadig musikken, men husker lige at lukke vinduerne, inden jeg giver den gas.