
Det vidste du ikke om din lærer – Jørn Sønder
Jørn Sønder, faglærer på linjen ”Mad og ernæring” på FGU Syd- og Midtfyn i Faaborg
Når jeg virkelig slapper af, er jeg sammen med familie og venner

56-årige Jørn Sønder er uddannet skibskok. Han har arbejdet på FGU Syd- og Midtfyn siden uddannelsens start i august 2019. Før det var han 12 år på Produktionsskolen i Faaborg. Længere tilbage har han blandt arbejdet som kok, tjener og slagteriarbejder. Han har haft sin egen restaurant og sejlet langfart som skibskok i otte år. Han arbejder på FGU Syd- og Midtfyn, fordi han rigtig godt kan lide at lave mad – sammen med de unge. Og samtidig være med til at gøre en forskel for de unge ved at hjælpe dem til at træffe de rigtige valg.
For mig er den bedste afslapning, når jeg er sammen med familie og venner. De nære relationer, som 100 procent ved, hvem man er, så man bare kan slappe helt af. Allerbedst når vi laver ting, jeg godt kan lide, som at spille spil – tit med min søn, rejse, lave mad sammen og spise sammen.
Min datter, svigersøn, min kone og jeg har lige købt et generationshus i Jørgensø oppe på Nordfyn – helt ud til vandet. Hvor vi har hver vores afdeling, men fælles udestue, kontor og køkken – og da både min datter og jeg er uddannet kok, slapper vi rigtig meget af omkring mad.
En stor del af mit liv er mad og drikke, og når vi tager til udlandet på storbyferie med venner, får jeg også altid at vide, at jeg kigger mere på menukort end på seværdigheder.
Jeg slapper også af ved at være fodboldtræner. Det har jeg været i 25 år. Lige nu træner jeg Dame Senior i Søhus Stige Boldklub.
Man vil aldrig møde mig i operaen
Jeg har prøvet til et par gange, men opera giver mig ingenting. Der er intet, der tænder mig, og det taler slet ikke til mig. Derfor vil man aldrig møde mig i operaen.
Hvis jeg skulle donere 100.000 kroner til et formål, skulle det være til julemærkehjemmene
Jeg har arbejdet med en del unge mennesker, der har været på et julemærkehjem, og de fortæller kun godt om deres ophold. Julemærkehjemmene gør et godt stykke arbejde i forhold til blandt andet kostvaner og selvværd. Derfor ville jeg give pengene til Julemærkefonden, der driver landets fem julemærkehjem.
Hvis jeg skulle flytte til et andet land, skulle det være Australien
Jeg har været i Australien nogle gange – i både Sydney og Brisbane, og intet andet sted har jeg oplevet så varm en velkomst. Australierne er oprigtigt meget interesserede, meget opmærksomme og vil virkelig gerne snakke med folk, der kommer udefra.
Så skulle jeg flytte til et andet land, skulle det være til Australien. Landet har en enestående natur, nogle skønne strande – og jeg er vild med vand, men jeg ville især flytte dertil på grund af indbyggerne.
Mit største idol som ung var Suzi Quatro
I min ungdom var mit værelse simpelthen klistret til med plakater af den amerikanske bassist og rockstjerne Suzi Quatro. Jeg var vild med hendes musik, og så var hun ret lækker i sit stramtsiddende lædertøj. I dag giver hun mig nogle gode minder fra mine ungdomsår. Jeg lytter fortsat til hendes musik på lp, og det hænder også, at vi går til koncert med hende, hvis vi er så heldige, at hun optræder i Danmark.