
Det vidste du ikke om din lærer – Allan Knudsen
Allan Knudsen, faglærer på linjen ”Byggeri, Træ & Metal” på FGU Syd- og Midtfyn i Faaborg
Når jeg virkelig slapper af, går jeg en tur

44-årige Allan Knudsen er uddannet klejnsmed. Han har arbejdet på FGU Syd- og Midtfyn siden uddannelsens start i august 2019. Før det var han 11 år på Produktionsskolen i Faaborg. Længere tilbage har han blandt andet arbejdet på en heldagsskole og som tømrer. Han arbejder på FGU Syd- og Midtfyn, fordi han godt kan lide at arbejde med unge mennesker, og fordi ingen dage er ens.
Sammen med min kone og to børn tager jeg op i vores familiesommerhus i Hvide Sande, går ture ved Vesterhavet og bliver blæst igennem. Går ned til fiskehandleren, køber lidt lækkert til aftensmaden og spiser i det hele taget god mad.
Ellers slapper jeg af, når jeg går rundt langs de fynske kyster med min fiskestang og fisker.
Man vil aldrig møde mig til en musical
Jeg kan ikke udstå musicals, for jeg kan ikke fordrage, når folk synger alting og hele tiden. For mange år siden var jeg inviteret i biografen af en sød pige, og vi skulle se ”Evita”. Det var én lang pine og skuffelse, og siden har jeg haft det meget svært med musicals.
Hvis jeg skulle donere 100.000 kroner til et formål, skulle det være til den lokale idrætsforening
Jeg er meget optaget af vores landsbys udvikling og sidder blandt andet i bestyrelsen i den lokale sognegård. Netop sognegården, Brugsen og hallen er vigtige for landsbyernes overlevelse, for det er her, vi landsbybeboere mødes. Det er her, der sker noget.
Lige nu er der bare en udvikling, hvor der er stilstand i forhold til fodbold og håndbold, hvor man må slå hold sammen, og forældrene ofte må køre langt med deres børn, hvis de skal gå til sport.
Så jeg ville give pengene til vores lokale idrætsforening; Falsled/Svanninge Idrætsforening, så der kunne blive uddannet nogle flere instruktører, og der kunne ske noget mere.
Hvis jeg skulle flytte til et andet land, skulle det være Spanien
Fordi der er dejligt varmt i Spanien, der kan man få både lækker mad og god vin, og fordi de går rigtig meget op i fodbold. Jeg elsker fodbold, og i Spanien vil jeg kunne se en masse fodbold.
Mit største idol som ung var – ikke nogen
Jeg har aldrig haft plakater af ungdomsidoler som Samantha Fox eller andre hængende på mit værelse, men jeg så op til nogle mennesker i byen, hvor jeg voksede op. Den gamle mekaniker/smed, hvor jeg gik og rodede, hjalp lidt til og som jeg lærte en masse ting af, og den lokale tømrer. Dem så jeg op til, fordi de kunne et håndværk.